21 juni 2006

SES!!!

Tasken er pakket og står klar til at rulle ud af matriklen i morgen TIDLIG!
Strikketøj og bog ligger klar i håndtasken og iste og vand ligger på køl - de 2 1/2 time til Kastrup er hurtigt væk.
Der er lige levnet en lille bitte plads i kufferten til strikketøjet, så skal det bare lige omplaceres inden jeg tjekker ind.

Tankerne myldrer og jeg har en million små sommerfugle i maven.

Tusinde tak for de mange hilsner.

18 juni 2006

Et sjal er færdigt og et nyt Belgien-projekt er startet op

Sjalet var tæt på at ende som en UFO. Alle strimlerne var strikket, men det kneb med motivationen til at hækle stykkerne sammen.
Jeg synes sjalet er helt vidunderligt og ligeså farven, så det ærgede mig til døde at det blot lå i strikkekurven. Derfor besluttede jeg at ophøje det til en fødselsdagsgave til min søster. Det blev lige akkurat færdig aftenen før hun skulle have det.
Jeg tror hun blev glad for det. I pakken lå et par armygrønne bukser og en solgul top, som passede helt fantastisk til sjalet.

Når jeg skal til Belgien vil jeg have et strikketøj med til de lange dage på hospitalet. Når jeg er kommet mig over det første døgns smerter og mathed vil det være rart med et lille og ikke alt for uoverskueligt strikketøj. Og jeg skal også rejse med tog fra Vejle til Kastrup og tilbage igen, hvor det også vil være godt med lidt adspredelse.

Valget er faldet på denne helt vildt søde ting fra Zoé Millers bog 'Strik i børnestørrelser'. Ville egentlig gerne have strikket den til Fiona og havde da også garnet på lager til den. Men hun er blevet for stor til størrelserne i bogen, så den bliver istedet til min niece, som fylder år sidst i august.

Garnet er merciseret bomuld fra Apollo.

Nu håber jeg at det er ok at medbringe strikkepinde i kufferten på flyrejsen til Belgien.

13 juni 2006

Belgien here I come!

Jow jow - frøknen har bestilt en Gastric Bypass operation i Belgien. Lige før pinse fik jeg brev om at jeg skulle vente 2 år til forsamtale på Århus Kommuneospital. Telefonisk kontakt til patientforeningen var en nedslående affære - yderlig mindst 1 1/2 års ventetid på operation.
Jeg lånte pengene og bestilte en operation i Belgien gennem Kirurgirejser til den 22. juni. Sidenhen er jeg godkendt til operation af Dr. Bruno Dillemans.

Jeg glæder mig for vildt og jeg er vanvittig bange på en og samme gang. Operationen skal bare overståes, så jeg kan komme igang med et slankere liv.
Naturligvis er jeg bekymret over maden efter operationen. Kommer jeg nogensinde til at nyde en is igen eller hvad med et glas vin eller en rød bøf? Der er ikke andet at sige end, at det må komme an på en prøve. Det er helt forskelligt fra person til person, hvad man efterfølgende kan blive intolerent overfor.

Jeg mangler de sidste (og vigtige) detaljer så som at få bestilt et pas. Der var lukket i mandags og i dag tirsdag har jeg arbejdet til kl. 16.30. I morgen må jeg på politistationen og bede med mine dådyrøjne om at haste mit pas igennem - skal jo altså bruge det næste torsdag.